header

Implementeringsnetværket

Implementeringsnetværket

Implementeringsnetværket for Det Digitale Byggeri blev dannet i 2005 for at varetage oplysning om og implementering af Det Digitale Byggeri i byggebranchen. Netværket består af byggeriets centrale organisationer:

  • Bygherreforeningen
  • Danske Arkitektvirksomheder
  • Foreningen af Rådgivende Ingeniører
  • Dansk Byggeri
  • TEKNIQ
  • BAT-Kartellet
  • DI Byggematerialer

Implementeringsnetværket er organiseret med en styregruppe med en repræsentant fra hver af byggeriets centrale organisationer og et sekretariat, der står for at gennemføre projektet ’Ny viden til byggefagene’.

Ny viden til byggefagene

Implementeringsnetværket gennemfører fra 2008 til 2010 det fondsstøttede udviklingsprojekt "Ny viden til byggefagene".

Formålet med projektet er at skabe større praktisk og erfaringsbaseret viden om Det Digitale Byggeri. Det sker ved at gennemføre en række afprøvningsprojekter, hvor Det Digitale Byggeris kravpakke anvendes i praksis på forskellige byggeprojekter med hjælp fra en ’task force’ af eksperter. Erfaringerne fra afprøvningsprojekterne omsættes til cases og praktiske guides, som skal hjælpe byggeriets aktører til at anvende digitale værktøjer i deres daglige arbejde.

Projektet er støttet med midler fra EU’s Regionalfond, Region Hovedstadens udviklingsmidler, Fonden Realdania samt Erhvervs- og Byggestyrelsen. Projektet Ny viden til byggefagene er et af de prioriterede initiativer i Vækstforums erhvervsudviklingsstrategi for Region Hovedstaden.

Implementeringsnetværkets centrale aktiviteter

  • Gennem projekt Ny viden til byggefagene genererer vi ny og erfaringsbaseret viden om den praktiske brug af digitale værktøjer, når vi bygger.
  • Vi formidler ny viden, erfaringer og information om Det Digitale Byggeri til branchen. Ud over at sørge for videndeling via afholdelse af workshops og arrangementer, formidler vi cases, værktøjer og praktiske guides til at arbejde med digitalt byggeri, bl.a. via denne hjemmeside.
  • Vi støtter samspillet mellem virksomheder, branchens uddannelsessystem, eksperter og softwareleverandørerne.