Afprøvningsprojekt: De udførende får ikke nok informationer
Afprøvningsprojekt: De udførende får ikke nok informationer
I teorien indebærer digitalt byggeri, at byggeprocessens projektering etablerer et informationsgrundlag, som udførelsen og bygningsdriften trækker på. Det betyder blandt andet, at bygningsinformationsmodellen (BIM) danner grundlag for beskrivende mængdefortegnelser (BMF). Disse automatisk genererede mængder letter entreprenørens arbejde med bl.a. kalkulation, akkordering og tidsplanlægning.
Der er dog langt fra teori til praksis. Thomas Gregersen, Linkcon ApS, konkluderer i hvert fald efter sit afprøvningsprojekt, at de udførende langt fra forsynes med nok informationer – i hvert fald ikke, hvis man følger statens bygherrekrav. Han vurderer, at entreprenøren lette beregningsarbejdet med 67 %, hvis de rigtige informationer gives videre.
Thomas Gregersens afprøvningsprojekt bestod af projektering og udførelse af en mindre tilbygning. Fordi projektets skala var så lille, kunne han afprøve, hvordan et byggeprojekt egentlig forløber, hvis det skal foregå efter statens bygherrekrav. Det betyder, at branchen har fået en laboratorielignende afprøvning af, hvor man lander, hvis man følger bygherrekravene.
Succes med BIM og IFC
På efterhånden mange tegnestuer har man noteret sig fordelene ved at arbejde i BIM. Flere fremhæver f.eks., at metoden sikrer mod konstruktionsmæssige fejl. Det samme oplevede Thomas Gregersen:
”Jeg byggede modellen op i Archicad, og her advares man, hvis man f.eks. ved et uheld placerer et vindue, hvor der ingen væg er. Værktøjet kaldes kollisionskontrol, og det fungerer godt. I det hele taget gik arbejdet med modelleringen af BIM, udveksling af modellen gennem IFC og visualisering efter bogen. Her var ingen problemer.”
Problemer i forbindelsen mellem arkitekt og udførende
Så vidt så godt. Mens projekteringen – altså arkitektdelen – gik som det skulle, opstod der problemer, da projektet skulle udføres. Kort fortalt oplevede Thomas Gregersen vanskeligheder med at skabe forbindelse mellem på den ene side BIM og på den anden side entreprenørens kalkulation.
”Rådgiveren skal forsyne de bydende entreprenører med projektets mængder. Men hverken bygherrekrav eller opmålingsregler rummer standarder for, hvor detaljerede disse opgørelser skal være. Intet sted udtrykkes der, hvad entreprenøren har behov for at få oplyst. Konsekvensen er, at det bliver op til den enkelte rådgiver at bestemme detaljeringsniveauet.”
Thomas Gregersen udlægger et eksempel fra sit eget afprøvningsprojekt:
”Som rådgiver kunne jeg fortælle entreprenøren, at bygningen havde et bestemt type tag på en given størrelse. Med den information lever jeg fint op til kravene. Men det giver på ingen måde entreprenøren forudsætninger for hverken tilbudsberegning, indkøb eller akkordering. Han aner f.eks. ikke, hvor mange løbende meter spær, tagkonstruktionen kræver. Det må han selv måle på tegningerne, og det er stik mod ideer om automatisering og uafbrudt videnflow.”
Også med tagets kele opstår problemer:
”Entreprenøren skal kende detaljerne omkring kelene for at kunne beregne udførelsen. Men arkitekten er ikke forpligtet til at oplyse noget omkring dem i mængdefortegnelsen. Derfor taler sandsynligheden for, at han lader være, og igen må entreprenøren sidde at måle op. Og sådan kan man blive ved,” fortæller Thomas Gregersen.
Billedtekst: Følges bygherrekravene, bliver entreprenøren oplyst om tagets samlede størrelse i mængdefortegnelsen. Men det siger ikke meget om kelens længde eller andre data, man skal bruge i sit tilbud.
67 % besparelse på beregning
Fordelene ved Det Digitale Byggeri knytter sig altså ifølge Thomas Gregersen til projektering og kollisionskontrol, mens entreprenøren og hans kalkulation glemmes. Og det undrer Thomas Gregersen, at der ikke stilles præcise, standardiserede krav til, hvad entreprenøren skal have oplyst:
”Vi er jo allerede klar over, hvilke informationer entreprenøren skal bruge. Det er beskrevet i overenskomster og V&S-prisbøger, og Beregnerservice ved alt om, hvilke mængder der skal bruges i kalkulationen. Jeg har i forbindelse med projektet lavet en oversigt over, hvilke data entreprenøren skal bruge. Kunne vi garantere ham, at han får dem, ville tilbudsprocessen blive lettet markant. Faktisk er det sandsynligt, at vi kunne skære 2/3 af beregningsarbejdet væk.”
Og Thomas Gregersen siger afslutningsvis:
”Hvis vi for alvor vil optimere entreprenørens arbejde, og hvis vi mener det med en uafbrudt værdikæde alvorligt, bør vi forpligte arkitekten til at formidle de oplysninger. Vi bør lave præcise standarder for, hvilken information, der skal overdrages til entreprenøren. Det undrer mig, at man ikke har sat sig ind i entreprenørens informationsbehov, da man formulerede bygherrekravene.”
Kommentarer
Indsend kommentar