header

Alle dokumenter lige ved hånden

Alle dokumenter lige ved hånden

Entreprenørfirmaet EMR udfører den store beton- og murerentreprise på Sundhedshuset i Horsens. Byggeleder Lars Langballe har adgang til alle tegninger og beskrivelser via sin pc på byggepladsen. Når der kommer en revision af et projektdokument, bliver han varslet med en sms

Sundhedshuset er et elegant nybyggeri i Horsens nye byudvikling ved de gamle havnearealer.  Da fagentreprenørerne på det store byggeprojekt var udvalgt, blev de alle inviteret til opstartsmøde i Horsens nye MegaScoop biograf. Med arkitekten og de rådgivende ingeniører som guider kom de her på en indledende tredimensionel rejse gennem en 3D-model af byggeprojektet. Det gav dem på en nem og effektiv måde et godt indblik i det byggeri, som de nu skulle i gang med at opføre.

Det var besluttet, at alle projektinformationer skulle deles via projektweb-systemet projektHOTEL: Tegninger, beskrivelser, byggemødereferater mv. Fagentreprenørerne blev ved opstartsmødet tilbudt oplæring og support i at anvende projektwebben. Projekteringsledelsen havde til det formål allieret sig med “Den Digitale Skurvogn” ved VIA University College i Horsens, som gennem de senere år har givet svende, lærlinge og mestre i efterhånden talrige danske byggefirmaer praktisk erfaring med byggeriets nye digitale værktøjer. (Kontakt: Jens Heldgaard - jhs@viauc.dk

Projektændringer varsles med sms
EMR Murer & Entreprenør i Nørre Snede har udført råhusentreprisen på det store Horsens-byggeri. Firmaet greb chancen for at komme med på den digitale vogn – og entrepriseleder Lars Langballe (billedet) har haft stort udbytte af at have adgang til projektwebben fra byggepladsen:
   
”Først og fremmest har det givet mig et godt overblik og tryghed, at jeg automatisk får advis, når der sker opdateringer af tegninger. Jeg føler mig tryg ved, at vi altid arbejder på det gældende projektgrundlag”, fortæller Lars Langballe.
   
Via sin computer på byggepladsen har Lars adgang til projektwebben, som er en fælles database med alle projektets informationer. Her kan man fx finde referatet fra det seneste byggemøde, straks det er skrevet. Alle beskrivelser, tegninger og projektdata er samlet på en måde, så man ikke kan være i tvivl om, hvad der er de gældende dokumenter. Som projekteringsleder har ingeniørerne hos Hundsbæk & Henriksen ansvaret for, at enhver revision med det samme kommer op på projektwebben. Så får Lars - og alle de andre fagentreprenører - en sms om ændringen på sin mobiltelefon.

Mere effektiv - og færre fejl
“Alt andet lige reducerer det risikoen for fejl ganske betragteligt. For eksempel blev vi for nylig varslet om, at der var foretaget ændringer i armeringen, netop som vi stod og skulle i gang med at hælde beton i den pågældende støbning”, fortæller Lars.  

Et tættere samarbejde med ingeniørerne er endnu en af de effekter ved projektwebben, som Lars har oplevet. Men først og fremmest har det sparet ham tid:

”Tidligere har jeg jo skulle køre hjem til firmaet i Nørre Snede i tide og utide for at hente det ene eller det andet - en ny tegning, der var kommet med posten, for eksempel. Nu kan jeg bruge tiden på pladsen, hvor jeg har adgang til alle de informationer, jeg skal bruge. Den nye tegning ligger på projektwebben i samme øjeblik, ingeniøren er færdig med den - og jeg kan med det samme printe den ud her på min printer. Det er meget mere effektivt”, fremhæver Lars Langballe. Han kan allerede konstatere, at han har lettere ved at holde tidsplanerne - og er sikker på, at det også vil vise sig på firmaets bundlinie.

Næste gang måske 3D
Sundhedshuset i Horsens er helt fra de første streger projekteret i BIM - en tredimensionel digital bygningsmodel, hvor informationerne om de enkelte bygningsdele er lagt ind i modellen, så man kan kalde dem frem ved at klikke på den pågældende detalje i 3D-modellen.

Også fagentreprenørerne har haft adgang til BIM-modellen via en såkaldt viewer, som har givet dem mulighed for at bevæge sig rundt i bygningsmodellen og studere fx samlingsdetaljer:

”Det har jeg ikke benyttet mig så meget af, men enkelte gange har jeg brugt det til at vise nogle af folkene, hvordan en bestemt del af byggeriet skulle se ud i den færdige bygning. Jeg kunne da godt ønske mig at have mulighed for at hente flere informationer ud – fx nøjagtige mål. Det ville bare kræve, at vi fik en licens til AutoCad, og det ville simpelhen blive for dyrt. Men hvis prisen var rigtig, kunne jeg da godt forestille mig, at det kunne være smart. Det bliver måske næste gang”, siger Lars Langballe.

Find kurser i håndtering af IT på byggepladsen på www.bygud.dk - søg på det specifikke behov (projektweb, 3D CAD etc)

Den digitale skurvogn på VIA UC i Horsens kan kontaktes via Jens Heldgaard JHS@viauc.dk

Kommentarer

Indsend kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Tilladte HTML tags: <a> <em> <strong> <cite> <code> <ul> <ol> <li> <dl> <dt> <dd>
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

Mere information om formateringsmuligheder

Mollom CAPTCHA (afspil lyd-CAPTCHA)
Type the characters you see in the picture above; if you can't read them, submit the form and a new image will be generated.