header

BIM er mere end en spadseretur i en digital model

BIM er mere end en spadseretur i en digital model

Frederik Ejlers og Asger Juul fra Arkitekternes efteruddannelse sendte sidste måneds digitaliseringsstafet videre til Søren Risager, administrerende direktør for KLP ejendomme. Her er hvad Søren Risager sammen med driftchef Max Werner Petersen har svaret.

”Hvilke værdier ser du som repræsentant for en professionel bygherre i anvendelsen af BIM / objektbaseret design? Hvilke BIM ydelser og projekteringsprodukter finder du særlig fordelagtige for jeres forretning?”

”KLP Ejendomme gik allerede tidligt, først i 2005 og senere i 2006, ind i 3D projektering i forbindelse med projektering og opførelse af to af selskabets kontorejendomme i Ørestad,” fortæller Søren Risager og Max Werner Petersen. ”Beslutningen var et positivt tilvalg for netop at opnå en større værdiskabelse i forhold til de mange ressourcer, der bruges i projekteringsfasen med henblik på at skabe bedre beslutningsgrundlag og minimere fejl.”

”Beslutningen stillede dog meget store krav til de projekterende og processen,” understreger de. ”Mange erfaringer skulle høstes, medførende pres på timeforbrug og deadlines for levering. Ses der bort fra projekteringsøkonomien og værdiskabelsen i denne sammenhæng er det tydeligt, at der er et potentiale, som vi her vil kommentere som generelle fordele, vi fortsat som bygherrer forventer, kan høstes ved anvendelsen af BIM / objektbaseret design.”

”Bygherren får visuelt bedre muligheder for at bedømme de forskellige faser i projekteringen, lige fra byggeprogram og frem til aflevering. Formentlig vil det også føre til færdige byggerier, som bedre end i dag indfrier bygherrens krav og forventninger,” fortsætter Søren Risager og Max Werner Petersen.

”3D / BIM- visualisering giver ikke længere bare mulighed for at spadsere rundt i den digitale bygningsmodel og bedømme byggeprojektet fra alle vinkler. Den giver også nye muligheder ved udformning af byggeprogrammet ved adgang til, sammen med de projekterende, at afprøve og "gennemspille" forskellige alternativer, inden man lægger sig fast på en løsning.”

BIM stiller store krav til parterne

”En anden gevinst for bygherren vil være, at materialet til brug for drift og vedligehold bliver mere struktureret, informativt og lettere at gå til. Oftest står bygherren i dag tilbage med en stak ringbind med diverse beskrivelser / producentanvisninger og plantegninger, som ofte ikke er særlig godt og sammenhængende,” fortæller de videre.

Søren Risager og Max Werner Petersen lister følgende fordele for bygherren ved brug af BIM / objektbaseret design op:

  • Visuel fremstilling enten i form af stillbilleder, videosekvenser eller virtual reality-præsentationer – hvad enten det drejer sig om bygningens interiør eller eksteriør, som kan vises isoleret eller integreret i eksempelvis en digital bymodel
  • Mulighed for at udføre areal- og volumenanalyser af bygningens rum
  • Bedre sammenhæng mellem bygningsbestanddele
  • Basis for udførelse af simulationer, som giver et bedre beslutningsgrundlag i forhold til at diskutere indeklima, brand, energi og akustik
  • Grundlag for mængdeudtræk i forbindelse med udbud
  • Anvendelse af BIM-modellen i forbindelse med markedsføring
  • Anvendelse af information fra dele af BIM-modellen i forbindelse med drift og vedligehold

”Indfrielse af de ovenfor nævnte værdier / fordele i forbindelse med et byggeprojekt, stiller store krav til de implicerede aktører, især når det gælder kravspecifikationen fra bygherren vedrørende BIM-modellen til rådgiverne, som skal besidde de nødvendige kompetencer for at kunne leve op til denne,” forklarer Søren Risager og Max Werner Petersen. ”Det er ikke mange aktører, der har den nødvendige viden i dag, men mon ikke meget vil ændre sig inden for de næste 10 år!”

Projektkvalitet eller programmeringsværktøj?

”Tror du set med bygherre øjne, BIM har sin største værdi som et værktøj, der giver sikkerhed for mængder i udbud og drift (projektkvalitet) eller som et værktøj, der giver bygningsejeren mulighed for at analysere og forstå sine ejendomme med hensyn til brugertilfredshed, funktion og udnyttelsesgrad/mulighed (programmeringsværktøj)?” spørger Frederik Ejlers og Asger Juul derefter.

”BIM-værktøjer er primært udviklede til brug for de projekterende, og det er også i forbindelse med projekteringen, at de største fordele kan høstes,” mener Søren Risager og Max Werner Petersen. ”Men som nævnt tidligere kaster det også fordele af sig til bygherren under projekteringsfasen.”

”Brug af BIM-modellen efter aflevering vil for bygherren kræve kompetencer, som de færreste besidder i dag, og der er risiko for, at modellen er så ”tung”, at den ikke er hensigtsmæssig i forbindelse med daglig drift. Det er dog muligt at overføre information vedrørende for eksempel drift og vedligehold fra BIM-modellen til flere typer af driftsdatabaser, og det er nok den vej, bygherren høster de største fordele,” understreger Søren Risager og Max Werner Petersen.

”Eksempelvis vil der i forbindelse med opsætning af en ny ejendom i databasen kunne spares tid, i og med at alt data bliver indlæst på en gang og ”bare” skal grupperes,” fortsætter de videre. ”Risikoen er dog, at modellen vil indeholde mængder af data, som ikke er relevante, hvis ikke bygherren klart og tydeligt i sin kravspecifikation har defineret til hvilken detaljeringsgrad, der skal modelleres, og hvilke informationer modellen skal indeholde ved aflevering.”

Ikke bygherrens opgave at finansiere BIM

”Vil du som bygherre være villig til at betale mere for en rådgivnings ydelse, set i forhold til et standard honorar, hvis den indeholder BIM elementer, som skaber værdi for din forretning?” er Frederik Ejlers' og Asger Juuls sidste spørgsmål i denne runde.

”Som udgangspunkt vil bygherren ikke være villig til at betale ekstra for ydelsen, da det er en del af en almindelig teknologisk udvikling, som alle parter kan drage fordele af,” mener Søren Risager og Max Werner Petersen.

”I princippet skal der ikke afleveres andre informationer end dem, der traditionelt følger med et byggeprojekt, der er blot tale om en anden form.”

”Overgangen fra 2D til BIM / objektbaseret design svarer meget til overgangen fra lineal og blyant til CAD i slut firserne og starten af halvfemserne. Dengang var der også fra rådgiverside fokus på, at der skulle betales tillæg for CAD-ydelser, men det skete ikke,” siger Søren Risager og Max Werner Petersen.

”Hvorfor benytter alle CAD i dag?” spørger Søren Risager og Max Werner Petersen sig selv og kommer selv med svaret: ”Fordi det er hurtigere og bedre!”

BIM tjener sig selv ind igen

”Det samme gør sig gældende for BIM-modellering. Den omkostning, det kræver at tilegne sig ny viden, må de forskellige aktører tage på sig uden beregning, den vil blive tjent ind igen, så snart den rette viden og kunnen er på plads,” mener de begge.

”Bygherren har også egne omkostninger på at tilegne sig den nødvendige viden i forhold til at kunne stille de rigtige krav i eksempelvis en IT-CAD-aftale og til efterfølgende at kunne anvende modellen.”

”Det kan eventuelt være aktuelt at betale mere for rådgivningen, hvis der leveres særlige ydelser som ligger ud over almindelig BIM-modellering, og hvad der normalt er indeholdt i en traditionel rådgiveraftale,” siger Søren Risager og Max Werner Petersen og giver overførsel og strukturering af data fra BIM-modellen til bygherrens driftsdatabase eller udførelse af markedsføringsmateriale med udgangspunkt i BIM-modellen som eksempel på ydelser, bygherren kunne være interesseret i at betale mere for.

”Det er vores oplevelse, gennem de projekter vi har gennemført, at udviklingen er i gang, men at der fortsat er et stykke vej og skal bruges mange ”lærepenge”, før værdiskabelsen også viser sig på bundlinien såvel hos bygherre som rådgivere,” slutter Søren Risager og Max Werner Petersen denne omgang af stafetten af.

Søren Risager og Max Werner Petersen er henholdsvis administrerende direktør for KLP Ejendomme og driftschef.

KLP Ejendomme A/S er et datterselskab af det norske KLP Eiendom AS, en af Norges større ejendomsselskaber. KLP's Ejendomsselskaber har tilsammen en portefølje på mere end 1,3 mio. m² fordelt på kontor-/erhvervslokaler, indkøbscentre, hoteller, boliger samt grunde.

Se alle indlæg i digitaliseringsstafetten på http://detdigitalebyggeri.dk/stafet

 

Kommentarer

Indsend kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Tilladte HTML tags: <a> <em> <strong> <cite> <code> <ul> <ol> <li> <dl> <dt> <dd>
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

Mere information om formateringsmuligheder