BIM-fordele for den lille entreprenør
BIM-fordele for den lille entreprenør
Foto: Snit af Thomas Gregersens model i forbindelse med renovering af badeværelse
Peter Hauch, Implementeringsnetværket for Det Digitale Byggeri, åbnede eftermiddagen med velkomst og fortalte om, hvorfor det netop er vigtigt, at de udførende er med på den digitale vogn.
Han argumenterede for, at BIM og digitalt byggeri har stor værdi i byggeplanlægning samt produktionen og for den sags skyld også i et sikkerhedsspørgsmål. Samtidig ser Peter Hauch også mange fordele for den udførende part i arbejdet BIM. Særligt i forbindelse med simulering i 4D, som giver mulighed for opdeling af de fysiske bygningsdele.
Entreprenør udvider tilbuddet gennem digitale værktøjer
Thomas Gregersen fra entreprenør- og rådgivningsfirmaet Thomas Gregersen ApS udvidede vores syn på, hvad selv en lille entreprenørvirksomhed kan få af fordele med digitale værktøjer – også uden at det koster en bondegård og flere års uddannelse. For få år siden var han på vej ud af branchen, men med Det Digitale Byggeri så han muligheden for at udvikle virksomheden. At hans virksomhed er vokset fra 1½ til 14 mand på ganske kort tid tilskriver han 80 % til Det Digitale Byggeri.
Thomas Gregersen lagde ud med at bruge ArchiCad, hvor han over nettet kunne tage et gratis weekend-kursus i programmets funktioner. Foruden ArchiCad benytter han også af Sigma og noget så dagligdagsagtigt som Excel og Word.
Det er primært ved projekter til kr. 200.000 og derover, at Thomas Gregersen anvender BIM, da han mener, at det ikke kan svare sig rent tidsmæssigt ved mindre projekter. At han laver denne selektering af projekterne, betyder også, at når han laver tilbud med BIM og visualisering, får han 8 ud af 10 projekter i hus.
Processen
Thomas Gregersen har taget et eksempel med på et hus, hvor han skulle lave et badeværelse. I opstartsfasen af projektet henter han tegninger over huset fra kommunen på www.weblager.dk. Til plantegningerne skriver han detaljer om projektet, og hvad der skal ændres ved huset. Thomas køber sig til, via en udenlandsk leverandør på www.freelancer.com, at omsætte plantegningen til en 3D-model af . For få penge er det muligt at få leveret en professionelt udført og brugbar 3D-model, og når modellen efter kort tid kommer retur, er det muligt at opmåle hvor mange kvadratmeter flader, der er på fx gulv, loft og væg, så mængder af fliser mv. kan beregnes.
Visualisering betyder noget
Modellen er nu klar til at blive præsenteret for kunden sammen med et tilbud. Thomas Gregersen vurderer, at 80 % af accepten af et tilbud ligger i visualiseringen. I eksemplet med badeværelset ville det koste kr. 50.000 at lave selve badeværelset, men med Thomas Gregersens forslag om at udvide med en kvist på hele taget, lød tilbuddet på kr. 160.000. Kunden accepterede meget tilfreds tilbuddet og prisen.
Til at planlægge svendenes arbejde kan Thomas Gregersen også bruge sin model. Der er mulighed for at dele modellen op i lag afhængigt af, hvad der skal gøres hvornår, fx opdeling i nedrivningsdele, opbygningsdele og blivende dele.
Konklusion og erfaringer
Ved brugen af BIM og digitale værktøjer har Thomas Gregersen oplevet, at han nu kan producere på den halve tid. Samtidig mener han, at værktøjet ikke behøver at teoretiseres så meget, før det kan bruges i både projektering og på byggepladsen. Yderligere har Thomas Gregersen den oplevelse, at visualiseringerne begrænser diskussionerne med kunderne, fordi det giver mulighed for en åben debat. Og også svendene får en bedre fornemmelse for projektet med visualiseringer.
Afslutningsvis kommer Thomas Gregersen med en reminder om, at det er et hjælpeværktøj – men et godt et af slagsen. Det er ikke nok at kunne præsentere flotte modeller for kunden, man skal også kunne tage murerskeen i hånden og levere et tilfredsstillende resultat.
Se også case om resultaterne fra Thomas Gregersens afprøvningsprojekt af Det Digitale Byggeri
Cyklogrammisk styring
De to sidste oplæg kom fra Nichlas Andersson, DTU, og Nicolaj Hvid, Archiwise.
Nichlas Andersons oplæg handlede primært om, hvordan man benytter de digitale modeller til tidsplanlægning. Han illustrerede ud fra cyklogrammisk styring, hvordan tidsstyring og planlægning kan hjælpe med at give et bedre overblik og dialog. Selvom der fortsat vil være clashes vil det give en bedre forudsigelighed, når man først har opstillet byggeprocessen i et cyklogram. Og samtidig giver det mulighed for, at fx tømrer og elektriker kan tale sammen om clashet ude på byggepladsen i stedet for at være sure på hinanden.
4D og 5D – styring af tid og økonomi med BIM
Tidsplanlægning med cyklogrammisk styring var også fokus hos Nicolaj Hvid, Archiwise. Arkitektvirksomheden har deltaget i et projekt for UCC, hvor 16.000 m2 tagdækning skulle skiftes, hvilket også indebar delvis udskiftning af tagkonstruktion samt renovering af skimmelsvamp.
Tagrenoveringen blev projekteret helt ud i fjerde og femte dimension. Dermed skulle både pris pr. enhed, tid pr. enhed og antallet af forekomster ind i bygningsmodellen. Hertil kom en række overvejelser om detaljedybden, især i forbindelse med den fjerde dimension for tidsplanlægningen. Det blev overvejet, hvorvidt man skulle indtaste, at halve plader tog tre gange så lang tid at sætte op end hele plader, fordi de skal skæres til.
Med den femte dimension fik Archiwise mulighed for at lave økonomistyring. Kalkulationerne af mængder i modellen sammenholdt med den tidsplanlægning i cyklogrammet medførte, at Archiwise fik mulighed for at overvåge økonomien og styre udgifterne.
Nicolaj Hvid har med projektet erfaret, at både 4D og 5D giver entreprenøren mulighed for at dyrke forskellige scenarier og være forberedt på dem. Cyklogrammet giver samtidig mulighed for at opdage afvigelser langt tidligere i processen, og det giver et langt bedre grundlag for frugtbar kommunikation mellem parterne. 5D giver samtidig entreprenøren og bygherren mulighed for at følge bygningsdelens vej fra udbud til kassekredit.



Kommentarer
Indsend kommentar