buildingSMART-topmøde kommer til Danmark
buildingSMART-topmøde kommer til Danmark

Programmet ser på nuværende tidspunkt sådan ud, at mandag og tirsdag den 6. og 7. september har du mulighed for at deltage i et særligt buildingSMART-spor på bips-konferencen i Nyborg. Mens der fra onsdag den 8. til fredag den 10. september er en lang række møder, forelæsninger, virksomhedsbesøg mv. i København.
Det danske udvalg, der er placeret i foreningen bips, ser det internationale møde som en unik mulighed for at skabe opmærksomhed omkring buildingSMART-emnet i Danmark, samt at få internationale erfaringer præsenteret og få sat Danmark på det internationale landkort.
De internationale buildingSMART-deltagere er de fremmeste på området, og værtslande for de internationale møder vælger som regel at udnytte besøget til at arrangere en større konference mv. med indlæg fra de internationale gæster – og med nationale indlæg af international interesse.
Mødet kan derfor også bruges til at skabe internationale kontakter til en efterfølgende gensidig erfaringsudveksling og samarbejde.
Hvad er buildingSMART?
buildingSMART er en ny, virtuel måde at designe, bygge og vedligeholde et bygværk på ved brug af intelligente objekter i en model. buildingSMART benytter sig af BIM (Building Information Modelling) og IFC (Industry Foundation Classes) til dynamisk deling og udveksling af præcis og brugbar information.
Alle parter i fx en byggesag kan følge buildingSMART-principper og gøre det muligt at træffe flere og bedre beslutninger på et tidligt tidspunkt i et bygværks livscyklus. buildingSMART kan på den måde reducere omkostninger, leveringstid og miljømæssig belastning, ligesom det kan forbedre kommunikation, produktivitet og kvalitet.
Hvem er buildingSMART?
buildingSMART International fungerer som en fælles platform for det tekniske udviklingsarbejde samt for udbredelse og markedsføring. Det er en nonprofit organisation, der fungerer som en samlet udviklingsplatform inden for IT og byggeri, hvor resultaterne af arbejdet bæres ind i ISO og ophøjes til standarder.
I Danmark er buildingSMART placeret i bips, men er repræsenteret af Stig Brinck, NIRAS, Bengt Kalderén, Bengt Kalderén Tegnestue, Jacob Lindberg Wad, Årstiderne Arkitekter, Jan Karlshøj, DTU-BYG, Jørgen Christensen, NCC Construction Danmark A/S, Kristian Agger, Arkitektskolen Aarhus, Torben Klitgaard, LinKS Advice, og Tore Hvidegaard, 3D Byggeri.
Mere om topmødet og buildingSMART
Du kan læse mere om buildingSMART og programmet for den internationale buildingSMART Summit Week på bips’ buildingSMART site via www.bips.dk



Kommentarer
Indsend kommentar