Den digitale bygningsmodel bliver en magtfuld aktør

Skrevet af Laura Damkvist, BIMbyen.dk

”Der findes ikke nogen ’magt-fri teknologi’, og alle agenter – inklusive den virtuelle bygningsmodel - vil altid noget med de andre.” Det er den præmis Jesper Hundebøl, ph.d.-stipendiat på Institut for læring, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, indleder med at stille op, hvorefter han stiller spørgsmålet:

"Hvis de virtuelle objekter var udstyret med intelligens, hvad ville de da tænke?” til Katrine Lotz, arkitekt og adjunkt på KARCH/Arkitektskolen i København.

”Der er jo en sjov hypotetisk og ganske filosofisk præmis for dette og de følgende spørgsmål, som jeg går helt ind på,” svarer Katrine Lotz og fortsætter:

”Intelligens må forstås som evnen til at tilpasse sig den givne situation – altså at kunne fortolke data om omverdenen på en måde, der giver anledning til de mest hensigtsmæssige handlinger. Nu spørges der i første omgang til objekters tanker og ikke deres handlinger, og disse tanker må altså forstås som en art strategiske overvejelse over, hvad der vil være den mest hensigtsmæssige handling på det givne datagrundlag,” filosoferer Katrine og uddyber:

”Det intelligente objekt vil med andre ord være i stand til at udføre en relevant omverdensanalyse og herudfra være i stand til at styrke sig selv til den givne situation. Nu kan computere jo ikke i udgangspunktet tænke selvstændigt i forståelsen ’med en intention’, men der er sådan set allerede en lang række virtuelle objekter, der er rigtig dygtige til at indgå aktivt i sin egen omdannelse og tilpasning.”

Og med de ord kommer Katrine Lotz frem til, at det virtuelle objekt tænker: ’Hvordan kan jeg mobilisere andre til at træde ind i netop min alliance’? ’Hvilke alliancer kan sikre min overlevelse?’

Hvis bygningsmodellen kunne tale, hvad ville den da sige?

Sådan spørger Jesper Hundebøl og Katrine Lotz svarer:

”Mon du mener den virtuelle altså digitale model eller den analoge model? De ville jo nok have lidt forskellige forudsætninger for at blive lyttet til – altså udover det ekstraordinære og opmærksomhedsvækkende i, at de pludselig løftede røsten!” er Katrine Lotz’s umiddelbare svar, hvorefter hun kommer med følgende bud på, hvad den analoge model ville sige, hvis den blev præsenteret ved et styregruppemøde af den stolte arkitekt:

’I kan ikke komme udenom mig. I er nødt til at lytte til dén arkitekt, jeg er allieret med, for at få at vide, hvor I skal kigge, og hvad I skal kigge efter. I er nødt til at bevæge jeres kroppe for at overskue mig, I er nødt til at bøje jer for at se alle mine aspekter og dermed forstå, hvad jeg siger til jer. Mine arkitekter og jeg har mobiliseret både perspektiverne, diagrammerne, beskrivelsen og overslaget i en alliance. Vi er en autoritet, og når vi står sammen, fastholder vi en bestemt udgave af fremtiden. Vi udgør en stor knude, der samler mange tråde. I er nødt til at forholde jer til denne knude, hvis I vil have indflydelse på fremtiden. Og selv hvis I ikke vil det samme som vores alliance, er I under alle omstændigheder nødt til at forstå og tage stilling til dét, vi siger – vores udsagn - for at kunne få indflydelse på og ændre processens retning,’ er Katrine Lotz’ bud på, hvad den analoge model ville sige.

’Vores knude holder på mange forskellige beslutninger, som det har krævet store mængder af arbejde at få i stand til dette øjeblik. Vi er kun kommet hertil, fordi vi hver især er i stand til at fastholde og oversætte information fra mange forhandlinger, mange aftaler, mange alliancer, mange beregninger, mange lister. Vi er sådan set et meget omfattende netværk. Mange af disse aftaler skjuler vi for jer i knuden, eller i en ’black-box’. Hvis I vil have indflydelse på, i hvilken retning fremtiden skal gå, må I løse knuden og åbne min black-box. Og skal I gøre dét, skal I kunne manifestere et tilsvarende stærkt netværk!’ slutter den analoge model af med at sige ifølge Katrine Lotz.

”Den virtuelle model ville måske ikke være til stede helt i egen høje person på et tilsvarende møde, men vil ligesom den analoge model have en række allierede, dels i form af ’udtræk’: renderinger, del-modeller, wireframes, lister og beskrivelser og beregninger, og dels i form af de mange folk, der har siddet og tilpasset andre former for information til netop dén oversættelse, som den udgør.”

Den digitale model er mere demokratisk

”Den digitale bygningsmodel vil nu muligvis konfrontere den analoge model og dens allierede frontalt og påstå, at den er mere demokratisk. Den skaber ikke strid mellem aktørerne, den er sådan set magt-fri, vil den hævde!” siger Katrine Lotz.

”Alle har jo adgang til ’del-knuderne’, der dermed tilsyneladende ikke længere er en black-box. Nogle aktører – IKT-ansvarlige – har stadig privilegeret adgang til at ’oversætte’ de data, modellen består af. Og i baggrunde er der en kæmpe del af den digitale models netværk, der nemt bliver gjort usynlig – eller black-boxet - men som også må regnes med, nemlig software-leverandøren."

”Måske vil den digitale model i sit stille sind godte sig over, at dens indflydelse er større end den analoge models, fordi den på forhånd har fastlagt et sprog for de valg, der kan foretages om den fremtid, den indeholder data om,” mener Katrine Lotz.

”Alle andre aktører er altså nødt til i udgangspunktet at oversætte deres informationsform til dens sprog! Det er ikke bare bygningens arkitektur den holder på – det er alle beslutninger, der skal oversættes ind i lige netop denne models knude. Den vil stille krav om kompatibilitet og udvekslingsformater. Den vil ændre processer og samarbejdsformer. Den digitale bygningsmodel bliver med andre ord en særdeles magtfuld aktør i netværket, der på sin vis påvirker det langt mere, og gennemgribende,” siger Katrine Lotz.

Fra parallel-linealer til 3D-modellering

”Tænk bare på, hvordan vores nuværende brug af 2D ændrede alle vores processer og relationer i forhold til præ-1990 og dén tids Mayline-linealer! Og tænk et øjeblik over, hvor stor forandringen har været, efter at internettet foldede sig ud engang omkring 1998,” tænker Katrine Lotz tilbage og fortsætter:

”Måske vil den virtuelle bygningsmodel et øjeblik tillade sig selv en lille tilfredsstillelse ved arbejdsdagens slutning, når den også den dag havde fået sine mange brugere til foretage en række små oversættelser af – og dermed også forandringer af - deres forestillinger om fremtiden for at kunne få lov til at indgå i alliancen omkring sig.”

Og så vil den ifølge Katrine Lotz tilfreds sige til sig selv: ’Også i dag jeg fik jeg det, som jeg ville!’

”Og dét vil den blive ved med at sige, indtil nye alliancer dukker op,” mener Katrine Lotz og uddyber:

”En ny alliance vil f.eks. være, når nye generationer af arkitekter ikke længere har brug for IKT-kyndige til at ’oversætte’ elementerne, men selv arbejder direkte med den. Det var faktisk præcis, hvad der skete i en forholdsvis kort årrække mellem 90 og 95 i forhold til de nu efterhånden traditionelle digitale værktøjer. Det var en ganske anstrengende periode med mange dumme diskussioner mellem de få, der havde gidet lære sig programmerne, og ’kunstnerne’, der stædigt hang ved deres parallel-linealer og trekanter.”

Afslutningsvis siger Katrine Lotz dog:

”Hvis jeg ikke tager helt fejl, tror jeg dog mest, den digitale model lige for tiden ligger og siger: ’hvornår kommer der nogen og starter motoren?’ Som en nyudviklet bil, der kører på et helt nyt brændstof, som ingen tankstationer endnu kan tilbyde…”

De digitale værktøjer ændrer tingene

”Hvis de digitale værktøjer kunne handle, hvordan ville de da agere?” følger Jesper Hundebøl sit foregående spørgsmål op, hvortil Katrine Lotz svarer:

”Det kan de da! Og det gør de i den forstand, at de ændrer tingenes gang ganske gennemgribende ved at kræve særlige måder at agere på af sin omverden,” svarer Katrine Lotz og henviser til de foregående forfattere af denne stafets beskrivelser. ”Beskrivelsen af alt det arbejde, der skal til for at ’omgå’ de digitale værktøjer for at få dem til at performe, som designeren vil ha det, er da et glimrende eksempel på agens,” mener hun. ”Det er jo åbenlyst ikke en handling forstået som en viljesakt, en intention ført ud i livet, men snarere dét Woody Allen ville kalde ’passiv aggression’, altså en handling, som tvinger andre til at handle anderledes, end de ellers ville have gjort.”

De humane agenter har en krævende rolle

Jesper Hundebøls sidste spørgsmål til Katrine Lotz i denne omgang lyder således:

”Hvis objekter, modeller og værktøjer er dumme, fåmælte, handlingslammede, hvad fordrer det så af byggeriets humane agenter?” Til det svarer Katrine Lotz:

”For det første er de er ikke dumme. De har ikke, hvad vi forstår ved menneskelig intelligens – intentioner, f.eks., men allerede nu besidder de en vis kapacitet for tilpasning,” mener hun og fortsætter: ”Derudover er de ikke fåmælte. De henvender sig sådan set hele tiden til deres brugere og tvinger brugeren til stillingtagen og til at tale i et bestemt sprog. De tvinger brugeren til at oversætte sine data og til at forstå eller erkende det igangværende projekt på en ganske bestemt måde.”

”Sidst, så er de ikke handlingslammede,” siger Katrine Lotz.

”De ændrer tingenes gang, om end ikke intentionelt. De få steder, hvor de faktisk anvendes, bliver de tildelt evne og magt til at ændre tingenes gang af omfattende netværker – og skal deres handlinger lammes, skal hele netværket af bips, lovpligtige bygherrekrav, DDB osv. afkobles. Og det er just dette, der er det krævende for de humane agenter! For at ’få lov’ til at indgå i det netværk eller den alliance, der skal udvikle et givet byggeri bliver byggeriets humane agenter simpelthen tvunget til at indgå i dét, der er blevet kaldt en ’maskin-blivelse’ for at kunne deltage i projektets fortsatte udvikling,” mener Katrine Lotz og illustrerer det med dette eksempel:

”Hvem er ’jeg’? Lad os sige, at jeg en blind mand, og jeg bruger stok. Jeg går med stokken: ’tap, tap, tap’. Hvor starter jeg? Stopper mit mentale system ved stokkens greb? Stopper det ved min hud? Starter det halvvejs oppe af stokken? Spørgsmålene giver ingen mening. Stokken er den bane ad hvilken transformationer af forskelle bliver overført. Måden at beskrive dette system på er at trække grænsen på en sådan måde, at du ikke skærer nogen af disse baner over på en måde, så de efterlader ting uforklarlige. Hvis du prøver at forklare en given adfærd såsom en blind mands bevægelser, er du nødt til at regne hele systemet med: manden, gaden, stokken, manden, gaden stokken, osv.”

Den digitale model taler ikke ifølge Katrine Lotz, den synger:

’Vi stiger, og stiger og sti-i-iger, maskine og mand er eet…!’

Alle aktører skal indrulleres

”Hvis Det Digitale Byggeri skal fungere som byggeriets eneste infrastruktur, skal alle aktører se deres interesse i at lade sig indrullere i netop dette netværk, ændre procedurer, arbejdsgange, uddannelser, aftale- og samarbejdsformer, og der er tilsyneladende ganske lang vej, før dette er tilfældet. Mens den virtuelle model venter på en stabil brændstofforsyning til sin avancerede motor, plutter de gamle biler stadig fornøjede rundt på det gamle vejnet og bringer projekterne fra et sted til det næste. Og det vil de blive ved med en rum tid endnu – også efter det nye vejnet er udviklet.”

”Der er tilsyneladende endnu en rum tid til, at netop denne alliance bliver uomgængelig for alle byggeriets aktører. Måske indrullerer aktørerne sig aldrig, som de f.eks. aldrig gjorde det i stor stil med bips-systemets forgænger, Byggeriets Klassifikationssystem. De aktører, der ikke indrullerer sig i det store, kongelige danske bips-system vil skabe deres egne netværker, der ikke accepterer de former for oversættelser, som bips tvinger dem til. Uden at være maskinstormer er ikke overbevist om, at sådanne netværker nødvendigvis er ’sub-optimale’!” slutter Katrine Lotz denne omgang af digitaliseringsstafetten af med at sige.

Katrine Lotz er arkitekt MAA og adjunkt på Kunstakademiets Arkitektskole. Her underviser hun bl.a. i byggeriets processer, organisering og logistik, og forsker i samme område på CINARK, center for industrialiseret arkitektur.