Organisationerne taler ud: Bygherreforeningen
Organisationerne taler ud: Bygherreforeningen

I løbet af de næste uger svarer medlemmerne af Implementeringsnetværkets styregruppe på fem spørgsmål om Det Digitale Byggeri. Henrik Bang, Bygherreforeningen, lægger i denne omgang vægt på en værdiskabelse i den helt tidlige fase og i drift og vedligeholdelse.
Fortid
Det er over tre år siden Det Digitale Byggeri trådte i kraft. Hvordan mener du, implementeringen helt overordnet er forløbet indtil videre i den branche, du repræsenterer?
"De fleste bygherrer har stået lidt på sidelinjen i den hidtidige implementering, dog har de statslige bygherrer gjort sig en del erfaringer med at efterleve reglerne om ”tvangsdigitalisering”. Når bygherrerne har været på udebane, skyldes det, at Det Digitale Byggeri har været centreret om andre områder end dem, som bygherrer og driftsherrer finder mest værdifulde."
"Bygherreforeningens nye rapport om ”Bygherrers og driftsherrers digitalisering” dokumenterer, at der ligger et stort uudnyttet potentiale i at fokusere indsatsen på den helt tidlige fase (ide og programmering), på driftsfasen (facilities management) og ikke mindst sammenhængen mellem de to faser."
Nutid
På hvilke måder og i hvilken grad har digitalt byggeri fået fat og ændret arbejdsgangene i de virksomheder, du repræsenterer?
"De fleste professionelle bygherrer anvender i dag projektweb, og mange har forsøgt sig med digitalisering af udbudsprocessen. De fleste driftsherrer er begyndt at digitalisere den eksisterende bygningsmasse, men det er en stor og dyr opgave at etablere digitale bygningsmodeller for alle bygninger."
"Mange bygherrer og driftsherrer bøvler stadig med at få digital aflevering til at fungere tilfredsstillende. Her har Det Digitale Byggeris koncepter ikke være tilstrækkeligt gennemarbejdede. Bygherreforeningen har forsøgt at skubbe til udviklingen med lancering af kravkonfiguratoren på www.driftsdata.dk, men der er stadig store udfordringer."
Fremtid
I hvilke dimensioner af Det Digitale Byggeri ser du og din branche fremtidige muligheder? Eller sagt på en anden måde: Hvor øjner du gevinster?
"Der er sat en proces i gang, der vil bevirke, at vi fremover vil se større anvendelse af digitale bygningsmodeller (BIM). Anvendelse af BIM kan skabe øget værdi for bygherrer og driftsherrer, hvis der sættes fokus på at få udviklet flere koncepter for digitalisering, der tilgodeser de behov og ønsker som bygherrer og driftsherrer har i deres forretningsgange."
"Ud over IT-redskaber til fx digitalisering af eksisterende bygninger, visuel brugerdialog og digital projektstyring skal der arbejdes med at synliggøre incitamenter gennem business cases og med at styrke organisation og ledelse omkring implementering af digitaliseringsbeslutninger. "
Barrierer
Hvilke barrierer findes der for den videre realisering af Det Digitale Byggeri?
"Den største barriere er, at digitalisering i byggeriet ofte tænkes med udgangspunkt i de projekterendes behov. Hvad nytter det, at man kan lave smarte energisimuleringer med 3D-projektering, hvis bygherren har brug for informationen inden projekteringen igangsættes?"
"Der er behov for nytænkning med fokus på dels den helt tidlige fase, dels driftsfasen. Så bliver det fx muligt at træffe mere begavede og kvalificerede valg tidligt i processen og at skabe en bedre bundlinje og tilfredshed blandt brugerne i driften af bygningen. Desuden kan der komme opmærksomhed på at sammentænke eksisterende administrative systemer, så der er styr på grunddata og mulighed for dataoverførsler mellem åbne systemer. På den måde kan et godt grundlag for styring af ejendomsporteføljen nås."
Løsninger
Hvad skal der til, før disse barrierer kan overkommes? Og hvad kan den branche, du repræsenterer, bidrage med?
"Erfaringerne med Det Digitale Byggeri har gjort bygherrerne bedre i stand til at formulere ønsker og behov til den fremtidige digitalisering. I rapporten ”Bygherrers og driftsherrers digitalisering” peges på nogle oplagte indsatsområder med øget fokus på værdiskabelsen i den indledende fase og driftsfasen."
"Et sådant fokus kan give ny fremdrift til digitaliseringen af byggeriet, men det kræver selvfølgelig, at der etableres et tilstrækkeligt grundlag, hvad angår klassifikation, egenskabsdata, afleveringsstandarder osv. Det er afgørende at dette fokus bliver prioriteret højt i det videnscenter for digitalisering, som netop nu er udbud."
Læs Christian Lerche, Danske Arkitektvirksomheders, svar her. I næste omgang svarer Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri.



Kommentarer
Indsend kommentar