Om Bygningsmodel
Om Bygningsmodel
I Det Digitale Byggeri tegner man ikke sit byggeprojekt – man konstruerer i stedet en 3D computermodel af det byggeri, man vil opføre.
Fra bygningsmodellen, kan man til enhver tid printe de tegninger, man skal bruge. Entreprenøren behøver ikke længere stille sig tilfreds med de tegninger, den projekterende har valgt. Han kan bevæge sig frit rundt i modellen, skære den igennem som en lagkage og generere et vilkårligt snit - eller zoome ind på en samlingsdetalje og printe en specifik arbejdstegning.
Simple bygningsmodeller er blot en geometrisk afbildning af bygningens volumen – i princippet som de modeller af skumplast, gips eller træ, som arkitekter altid har lavet. Men det smarte ved modelteknologien er, at man kan bygge informationer – fx om de enkelte bygningsdele - ind i modellen. Så taler man om en bygnings-informations-model – en BIM.
I BIM bygger man sit byggeprojekt op af klodser – objekter. Objektet er i princippet blot en tom skal for de informationer, man tilfører dem. Arkitekten definerer geometrien – hvordan objektet ser ud – og tilføjer forskellige egenskabsdata, som tilsammen definerer objektet: materiale, type, udførelse eller produktreferencer. De efterfølgende parter i processen kan tilføje objektet de informationer, der interesserer dem. Når disse informationer én gang er lagt ind, kan de trækkes ud og genbruges af alle parter i de efterfølgende processer.
Arkitekten, konstruktionsingeniøren og installationsingeniøren arbejder under projekteringen i hver deres fagmodeller. De forskellige fagmodeller samles løbende i en fællesmodel, så man kan kontrollere, at tingene stemmer, og at fx konstruktioner og installationer ikke kolliderer med hinanden. Til det formål har man udviklet IFC-formatet, som skal sikre, at modeller fra forskellige softwaresystemer er kompatible med hinanden.
Man opdeler bygningsmodeller i forskellige informationsniveauer, alt efter deres indhold og anvendelse. Niveau 1 er blot den simple volumen- og rummodel. På niveau 4 er projektet detaljeret til udbud. Niveau 6 er i princippet en 1:1 model af bygværket.
3D visualiseringer giver bygherre og kommende brugere bedre muligheder for at forholde sig til arkitektens forslag - og således også bidrage mere kvalificeret til valg og beslutninger i designfasen.
Projektering i bygningsmodeller lægger op til en mere iterativ projekteringsproces og et tættere samspil mellem projekteringens parter. Simuleringer og kollissionskontrol skaber forudsætninger for mere gennemarbejdede udførelsesprojekter med færre fejl.
3D konstruktionsmodellen gør det umiddelbart lettere at granske projektet og aflæse detaljer. Informationer tilknyttet modellens enkelte bestanddele giver nem adgang til nødvendige data for at kalkulere, bestille materialer og planlægge udførelsen.


