Aflevering og rådgiveren
Arkitekt og ingeniørrådgivere producerer i løbet af byggesagen en meget væsentlig del af den dokumentation, som bygherren vil have interesse i at modtage digitalt ved afleveringen til brug for sin fremtidige ejendomsforvaltning og drift.
Dokumentationen kan opdeles i følgende hovedgrupper, bestemt af deres anvendelse i bygherrens ejendomsforvaltning:
• Byggesagsdokumentation (cad-tegninger, beskrivelser, bygningsmodel)
• Driftsdokumentation (dokumentation og anvisninger rettet direkte mod driften)
• Økonomidokumentation (beregninger og driftsbudgetter i relation til drift, forsyninger og renhold)
• Arealdokumentation (rumskemaer mv. i relation til arealforvaltnng)
Bygherren specificerer – i samarbejde med sin driftsorganisation – hvad der i den aktuelle byggesag skal indgå i den digitale aflevering. Denne specifikation skal foreligge allerede ved rådgiveraftalens indgåelse, sådan at rådgiverne kan strukturere de driftsrettede data løbende i takt med at de genereres under projekteringen.
Bygherren træffer samtidig aftale om, hvem der skal varetage den praktiske opgave med at indsamle de driftsrelevante data fra byggesagens parter og praktisk forestå den digitale aflevering. I mange tilfælde vil denne opgave blive overladt den rådgiver, der forestår projekteringsledelsen.
Ansvar og opgaver
Den ansvarlige for digital aflevering (”overdrageren”) har til opgave at samle, kontrollere og overdrage den digitale D&V-dokumentation til bygherren.
Overdrageren skal sikre, at afleveringsspecifikationen er gjort gældende for alle parter, som producerer afleveringsdata – og at disse til enhver tid har adgang til den gældende version. I det omfang udførende skal aflevere D&V-dokumentaton, skal overdrageren sikre, at kravet videreformidles i byggesagsbeskrivelsen og/eller arbejdsbeskrivelser.
Den ansvarlige for digital aflevering skal endvidere afklare begreberne datastruktur og datamodel med bygherren – og på det grundlag specificere den datastruktur, som D&V-dokumentationen skal afleveres i. Dokumenter skal afleveres i det specificerede filformat og efter den angivne metode.
I det omfang bygherren udbeder sig ”som udført” dokumentation, afleveres det samlede ”som udført” projektmateriale digitalt. Struktur og format skal følge den datastruktur, der blev anvendt ved projektering og udførelse.
Som led i overdragelsen udarbejdes en komplet liste over alle overdragne datafiler. Bygherren har herefter 40 arbejdsdage til at gennemgå det modtagne materiale for mangler.
Ved opgørelse af mangler i såvel ved den fysiske som digitale aflevering anvendes digitale mangellister i overensstemmelse med bips C207.
Fremgangsmåde
I forlængelse af IKT-aftalen udarbejder og vedligeholder overdrageren en IKT-teknisk afleveringsspecifikation for aflevering af digitale data. Der indgår et paradigme for en sådan afleveringsspecifikation i bips' IKT-ydelsesspecifikation og anvisning F202/F102.
Overdrageren sørger for, at de forskellige bidragydere fra begyndelsen bliver gjort bekendt med hvilke data, de skal bidrage med – og i hvilke formater.
I forbindelse med afleveringen koordinerer overdrageren indsamlingen af de forskellige data og udarbejder en komplet en komplet oversigt, som fremlægges ved afleveringsforretningen.
Overdrageren forestår herefter den digitale aflevering i overensstemmelse med den metode, der er valgt.
Hvis bygherrens gennemgang af det afleverede datamateriale giver anledning til korrekte mangelanmærkninger, sørger overdrageren for at tilvejebringe de manglende data.
Aftaler
Rådgiverens ydelser i forbindelse med den digitale aflevering specificeres i IKT-aftalen og indeholdes i rådgiveraftalen.
Det præcise indhold af den digitale aflevering og de forskellige parters ydelser i den forbindelse specificeres i en IKT-teknisk afleveringsspecifikation, der godkendes af bygherren.


