header

Det Digitale Byggeri: Baggrund – Udvikling – Implementering

Det Digitale Byggeri: Baggrund – Udvikling – Implementering

Byggeri er en meget informationstung proces - og derfor et oplagt emne for digitalisering. Udviklingen har været i gang i årevis, også inden DDB blev sat i gang i 2003.

Når produktiviteten i byggebranchen står i stampe, skyldes det blandt andet, at byggeriet halter efter andre brancher, når det gælder om at udnytte de nye informationsteknologier. Det er ekstra paradoksalt, fordi byggeriet – i kraft af sin samarbejdsstruktur – vil kunne hente store gevinster ved at udnytte IT bedre på tværs af virksomhederne.

Sådan konkluderede rapporten Det Digitale Byggeri, som i 2001 skitserede grundlaget for et udviklingsinitiativ af samme navn. Forinden havde en byggepolitisk ”task force” peget på to indsatsområder som trækdyr for øget digitalisering i byggeriet: IT-retningslinier for offentlige bygherrer samt udvikling af standarder og fælles praksis for CAD-modellering og informationsudvikling.

Begge dele flugtede fint med den nye regerings byggepolitiske handlingsplan ”Staten som bygherre – Vækst og effektivisering i byggeriet”. Fonden Realdania gav tilsagn om at være med til at finansiere de nødvendige udviklingsaktiviteter. Og dermed var grunden lagt for udviklingsinitiativet Det Digitale Byggeri, som blev sat i søen af Erhvervs- og Byggestyrelsen i efteråret 2003.

Udviklingsprogrammet 2004-2006
Udviklingsaktiviteterne blev hugget op i klumper og udbudt i offentlig konkurrence, for det var et bærende princip i Det Digitale Byggeri, at branchens virksomheder selv skulle være med til at udvikle løsningerne.

Virksomhederne blev opfordret til at danne konsortier med repræsentanter for hele værdikæden – og konkurrere på hver deres koncept for, hvordan de ville gribe opgaven an. På den måde udvalgte styregruppen for Det Digitale Byggeri – det bredt sammensatte Projektråd – de fire konsortier, som i 2004-2006 lagde grunden til de nugældende bygherrekrav for Digitalt Udbud, 3D-modeller, Projektweb og Digital aflevering.

Løsningerne blev – i varierende omfang – afprøvet i forbindelse med konkrete byggeprojekter hos de statslige bygherrer: Forsvarets Bygnings- & Etablissementstjeneste, Universitets- & Bygningsstyrelsen og Slots- & Ejendomsstyrelsen.

De grundlæggende standardisering blev samlet i en klump for sig. Ansvaret for dette såkaldte ”Digitale Fundament” blev overdraget foreningen bips, som kort forinden var dannet ved en sammenslutning af de tre organisationer, som (med hver deres udgangspunkt) havde forestået det hidtidige arbejde med it-standardisering og CAD bruger-erfa. Resultatet blev bl.a. det nye klassifikationssystem (DBK) og 3D Arbejdsmetode (en fælles specifikation for hvordan 3D modeldata kan skabes, genanvendes og udveksles gennem byggeriets faser).

”Fundamentet” udviklede desuden konceptet ”Produktionskort”, som lige nu er under videreudvikling i bips.

Endelig stod foreningen bips også for at drive det såkaldte ”læringsnetværk”, som (via talrige workshops og Det Digitale Byggeris hjemmeside) tilvejebragte grundlaget for den faglige dialog om udviklingsopgaverne – og for høringerne om de resultater, som udviklingskonsortierne lagde frem.

Implementering og læring 2007-2009
Med Erhvervs- og Byggestyrelsens IKT-bekendtgørelse 1365 trådte Det Digitale Byggeri 1. januar 2007 ind i en ny fase: Implementeringsfasen.

Byggeriets organisationer (BAT-Kartellet, Bygherreforeningen, Danske Ark, Dansk Byggeri, DI Byggematerialer, Foreningen af Rådgivende Ingeniører og TEKNIQ) påtog sig i fællesskab at bære resultaterne af Det Digitale Byggeri ud i deres medlemsvirksomheder – og forankre de digitale løsninger i byggeriets praksis. Til det formål dannede de Implementeringsnetværket for Det Digitale Byggeri.

Gennem en ny runde udbud indkaldte Implementeringsnetværket konsortier, som påtog sig at udvikle læringsmateriale og kursuspakker til byggeriets udviklingsinstitutioner. Der blev holdt informationsmøder over hele landet og opbygget en ny hjemmeside, som kunne understøtte implementeringsfasen. Med midler fra Den Europæiske Socialfond kunne Implementeringsnetværket endvidere støtte lærings- og implementeringsaktiviteter direkte i den enkelte virksomhed.

Afprøvninger og formidling 2009-2010
Implementeringsfasen skulle oprindelig være afsluttet med udgangen af 2008, men en undersøgelse i efteråret 2008 dokumenterede, at implementeringen på nogle områder ikke er gået så hurtig som forventet, og at der er behov for fortsat støtte til at udbrede det digitale byggeri i praksis.

Implementeringsnetværket har derfor fået mulighed for at fortsætte implementeringsstøtten i yderligere to år frem til udgangen af 2010. Der er i denne anden implementeringsperiode især sat fokus på at støtte og dokumentere afprøvningen af alle dele af det digitale byggeri i konkrete byggeprojekter – og at formidle erfaringerne af disse afprøvninger bredt til branchens virksomheder.

Implementeringsaktiviteterne 2008-2010 støttes af EU's Regionalfond, Region Hovedstadens udviklingsmidler, Fonden Realdania og Erhvervs- og Byggestyrelsen.

Kommentarer

Hej Anders

Du kan måske få glæde af at læse nogle af de erfaringsrapporter og miniguides, der findes under menupunktet "Biblioteket". Se bl.a. "Guide til bygherrens krav til IKT - erfaringer fra UBST", Bygherreforeningens rapport om byg- og driftsherrens digitaliseringsbehov, "Erfaringer fra nyt fængsel på Falster" samt COWIs rapport for EBST, "Forankring af Det Digitale Byggeri".

Håber, du kan få gavn af dette.

Venlige hilsner
Maja Skovgaard

Hej.
Jeg er i gang med at skrive om det digitale byggeri og bygherrens rolle. Er der nogle gode steder man kan læse om bygherren og aspektet byggerådgivning i forhold til den igangværende implementering af DDB.

Hej

Vi er to studerende, som skriver afgangsprojekt om "4D-planlægning og anvendelsen af denne til produktionstilpasning af desgin". Vi har svært ved at finde oplysninger herom, evt. i form af erfaringer fra byggesager i ind- og udland, samt hvilke potentialer der ses i 4D planlægning i designfasen.

Det ville være en stor hjælp at modtage links til data.

Hej Casper,

Der findes ret mange statusrapport.

Tænker du undersøgelser, kan der bl.a. nævnes bips' C109 og EraBUILD's.

Der findes også udenlandske såsom Mcgraw-Hill Construction.

Af selve rapporter og analyser, er der mange som er publiceret igennem erhvervs- og byggestyrelsen. Bl.a. er rapporten fra byggepolitisk taskforce jo en sag med mange statements i.

Håber du kunne bruge det, da der åbenbart ikke er andre som lige kunne svare dig.

Mvh.

Mark Sung Brinkler
Bygningskonstruktør stud.

IT-koordinator for BIMbyen.dk

Hej.
Jeg er i gang med at lave lidt research til et speciale om DDB og dets implementering i forhold til de mindre virksomheder.
Den undersøgelse der blev lavet i 2008, der dokumenterede at implementering ikke var gået så hurtigt som forventet, er der et sted den er tilgængelig?
Findes der evt. andre statusreporter om implementeringen?

Indsend kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Tilladte HTML tags: <a> <em> <strong> <cite> <code> <ul> <ol> <li> <dl> <dt> <dd>
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

Mere information om formateringsmuligheder